Hjem » Mindfulness

Mindfulness

Mindfulness er en metode til at skabe ro, nærvær og overskud i en travl verden. Det er en flere tusinder år gammel teknik, som især blev anvendt af buddhister i den østlige del af verden. Den har dog intet med religion at gøre i den vestlige verden. Det er professor i medicin Jon Kabat-Zinn, der i 1980èrne introducerede mindfulness i den vestlige verden og han definerer mindfulness som “Evnen til at være opmærksom på en bevidst måde i det aktuelle øjeblik uden at dømme”. Mindfulness kan med andre ord beskrives som en tilstand, hvor vi er fuldt til stede i nuet og accepterer det, som er. Vi har fokus på blot at være, og vi har fuld opmærksom på vores tilstedeværelse fra øjeblik til øjeblik. Når vores tanker ryger til fortiden, fremtiden eller ud i dømmende tanker om enten os selv eller andre, observerer vi tanken og vender så blidt opmærksomheden tilbage til nuet.

Mindfulness handler dybest set om træning af din opmærksomhed. Det er evnen til at have et perspektiv, hvor du kigger på dig selv udefra og bliver i stand til at observere, hvad du retter din opmærksomhed mod og til at ændre på det, hvis det er det, du ønsker.

Forskning viser at træning af mindfulness øger din evne til at håndtere daglige stressfaktorer, dit immunforsvar bliver bedre, din puls og blodtryk sænker sig, du får en følelse af indre ro, din nervøsitet/angst dæmpes, du får større mental klarhed, din evne til at håndtere din følelsesmæssige tilstand bedres og du får en øget opmærksomhed.

Hvordan kan du så komme i gang med at træne mindfulness. Det kan du fx ved at lytte til en kropsscanning, hvor du på skift bringer opmærksomhed til forskellige dele af kroppen. (Der findes flere gode udgave på youtube). Du kan også sidde 3-5 min., hvor du kun koncentrerer dig om at mærke din vejrtrækning, og når dine tanker flyver hen på noget du har gjort eller skal, guider du dem venligt tilbage på din vejrtrækning. Endelig kan du også træne mindfulness, hvor du fokuserer på kroppen, når den udfører forskellige bevægelser fx yogaøvelser, børster tænder, spise, drikke, vaske hænder).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *